Dato: 15. marts 2021Poesien er stedet, hvor sandheden og skønheden mødes. Glæd dig til et ordentligt skud af begge, når Gyldendal fejrer World Poetry Day sammen med resten af verden 21. marts. Det sker med en mere end tre timer lang hyldest til lyrikken, der gratis kan følges af alle. Nogle af Danmarks største digtere, skuespillere og musikere kigger forbi, og debutanterne er også inviteret.
World Poetry Day sætter lyrik på verdenskortet søndag 21. marts. »Poesien er igen blevet noget, folk flokkes om. Og poesien er også der, hvor de store slag om sproget og verden udkæmpes: der hvor både økokritikken, hvidhedskritikken, kapitalismekritikken findes, og hvor sandheden og skønheden mødes, « udtaler Gyldendals forlagschef Simon Pasternak. På denne dag bobler det hele over, når nogle af landets mest etablerede digtere krydser klinger med debutanterne.
Dagens værter bliver Asta Kongsted, kulturvært og journalist ved Føljeton, og digter Claus Høxbroe. De to kæder et mere end tre timer langt program sammen, der er sammensat af oplæsning, samtaler, brandtaler, musik og et potpourri af lyrik.
Dagens program byder på masser af gæster:
Mette Moestrup, Søren Ulrik Thomsen, Ursula Andkjær Olsen, Caspar Eric, Thomas Bobjerg og Christian Dorph kommer i Gyldendals studie i Klareboderne for at tale om lyrik.
Jørgen Leth sender poetiske postkort fra Palma de Mallorca.
Lars Brygmann, Steen Jørgensen, Lydmor og Paprika Steen læser op fra Tove Ditlevsen, Michael Strunge, Klaus Høeck, Inger Christensen og Dan Turèll.
Og så inviteres der til debutantbal med Lasse Raagaard Jønsson, Deniz Kiy og Alexander Mayah Larsen.
Musiker Morten Køie (tidligere Turboweekend) leverer sin version af Bjørn Rasmussens digtsamling Ming, og Abdullah Hassan læser sin bror Yahya Hassans digte.
I anledning af dagen hylder Gyldendal også poesien på outdoorreklamer i bybilledet. I hele ugen op til World Poetry Day bliver man mødt af lyrik, rim og remser på AFA JCDecaux’ reklamepaneler i Københavns og Aalborgs gader, på digitale skærme i Metroen og større S-togs-stationer samt på en lang række DSB-stationer rundt omkring i landet. På selve dagen bliver der udsendt oplæsninger af lyrik fra Gyldendal i Klareboderne på de digitale skærme.
World Poetry Day blev anerkendt af UNESCO i 1999 med et mål om at støtte og udbrede sproglig diversitet gennem poetiske udtryksformer og samtidig fremme truede sprog. 21. marts giver anledning til at hylde lyrikken og lyrikere, puste liv i oplæsninger og give lyst til at læse, skrive og undervise i lyrik.
Hvornår: Søndag 21. marts kl. 14.00
Hvor: Alt streames live. Følg med på gyldendal.dk eller Gyldendals Facebook-side.
Mere: Se programmet og find mere info her.